Pleje af nyttefaunaen i økologiske sædskifter

Af Gabor Lövei, DJF

Dyrkede arealer kan ikke konkurrere med tropiske regnskove i biodiversitet, men selv i en intensivt dyrket dansk mark er der en righoldig fauna af bl.a. hvirvelløse dyr. Denne dyregrupe omfatter arter med forskellige ædemønstre: planteædere, prædatorer, pollenspisere, nedbrydere, svampeædere m.fl. Der er hundredevis af arter som lever af planter og således er potentielle skadegørere i afgrøderne. De fleste arter når imidlertid ikke tætheder, som forårsager skade. Det skyldes, at der er en række prædatorer (rovinsekter) som æder planteæderne og dermed forhindrer dem i at gøre skade på landbrugsafgrøderne.

De naturlige fjender inkluderer mange arter som angriber, dræber og æder eller parasiterer planteædende insekter. I Danmark omfatter disse naturlige fjender blandt leddyrene biller (især løbebiller), edderkopper, myrer, rovtæger, parasitære fluer og hvepse.

Et rovinsekts liv tilbringes imidlertid hovedsageligt i sulten tilstand, og som konsekvens heraf æder mange af dem hvad de end kan finde, slå ihjel, æde og fordøje, og mange af dem har et stort udvalg på spisesedlen. Disse kaldes polyfage prædatorer. Polyfage prædatorer er meget nyttige, fordi de kan forblive i dyrkede marker hele deres liv, og ikke kun når der er mange skadedyr.

Prædatorerne har deres største betydning tidligt i sæsonen, hvor byttetætheden endnu ikke er høj. I den forbindelse er det store spørgsmål for landbrugsdriften: Hvordan holde vi prædatorerne ”parate” i de marker, hvor vi gerne vil udnytte deres gavnlige effekter?

I FØJO-projektet BIOMOD, som foregår i de økologiske sædskifter ved Foulum og Flakkebjerg, undersøges den betydning, som tilførsel af næringsstoffer til jorden indirekte kan have på naturlige fjender. Argumentet er som følger: Hvis niveauet af næringsstoffer i jorden er højt, giver dette ikke kun mulighed for bedre plantevækst, men også for at en rigere jordfauna kan udvikle sig. Adskillige polyfage prædatorer kan leve af insekter, som udvikler sig i jorden. Det gælder bl.a. springhaler, fluer, mider og larver.

Dette bytte er særligt vigtigt, når det overjordiske bytte endnu ikke er særlig hyppigt – dvs. i det tidlige forår. En rig jordbaseret fauna kan sørge for føde til de polyfage prædatorer, og således holde dem i marken indtil skadedyrene begynder at ankomme og reproducere – og hvor prædatorerne så kan leve af dem og således udføre biologisk bekæmpelse.

I vores del af projektet, som foregår i samarbejde med Søren Toft fra Århus Universitet og Jørgen Axelsen fra DMU, Silkeborg, undersøger vi denne teori. Vi studerer hvede, der dyrkes med undersåning, med gødning, med kombinationen af undersåning og gødning og sammenligner faunaen i jorden og den jordoverfladeaktive fauna med ugødede kontrolparceller.

Prøver udtages for at evaluere antallet af springhaler, mider og flyvende insekter som jordlevende føde for prædatorerne, samt antallet af løbebiller og edderkopper som repræsentanter for de polyfage prædatorer. Antallet af kornbladlusen, Sitobion avenae, anvendes som en reference for effekten af biologisk bekæmpelse.

Bedømmelsen af løbebiller fra det første års undersøgelse er netop fuldført. På Foulum var der total 46 arter, 12-15 arter pr. fælde. Der var færre arter i Flakkebjerg, kun 22 arter, 3-10 arter pr. fælde. Der var forskelle på de to lokaliteter, men begge steder viste løbebillerne en reaktion på gødningstilførslen, men ikke på undersåningen. Sammensætningen af prøverne viste store, lokalitetsafhængige forskelle, formentlig påvirket af jordbundsforskelle.

Mange af arterne så ikke ud til at reagere på jordbehandlingerne, men det totale antal biller blev signifikant ændret af jordbehandlingen (afhængigt af lokaliteten) og den lille prædator Anchomenus dorsalis viste en signifikant behandlingseffekt: Flere biller i parceller med gødning. Fremtidige bedømmelser vil vise om disse mønstre gentages i andre år, og hvorvidt dette kan korreleres til hyppighed af byttedyr i jorden og/eller effekten af biologisk bekæmpelse.