Nyhedsbrev fra Forskningscenter for Økologisk Jordbrug · April 2003 · nr. 2

Weblog for de økologiske sædskifteforsøg


Et af de overordnede mål for de økologiske sædskifteforsøg er (selvfølgelig - kunne man sige), at formidle viden og erfaringer fra forsøgene til det praktiske jordbrug. Siden forsøgene blev etableret i 1996 er det blevet gjort ved at skrive artikler i landbrugsbladene, udgive rapport og ikke mindst ved at holde masser af markvandringer og praktiske demonstrationer m.m.

Alligevel vil vi gerne prøve at øge anvendelsen af sædskifteforsøgene ved at nyttiggøre de mange erfaringer, som sædskifteforsøgene har givet. Derfor har vi etableret en weblog for forsøgene.

En weblog er teknisk set ikke andet end en simpel hjemmeside på internettet, som opdateres regelmæssigt, og hvor opdateringerne placeres således at de nyeste opdateringer hele tiden står først.

Alligevel er weblogs blevet betegnet som en af de senere års største nyskabelser på internettet, fordi konceptet rummer nogle enestående muligheder for kommunikation.

Baggrunden for webloggen er, at der i de økologiske sædskifteforsøg tages et meget stort antal driftsledelsesmæssige beslutninger. Det kan f.eks. være om såtidspunkter, ukrudtsharvning, vanding osv.

Ideen er så ganske kort at beskrive i webloggen, hvilke behandlinger m.m., der er gennemført og baggrunden for dem.

Beskrivelserne giver den enkelte driftsleder en interessant mulighed for at sammenligne sin egen praksis med sædskifteforsøgene - og måske blive inspireret. Herudover åbner webloggen som nævnt mulighed for at kommentere forsøgene og eksempelvis foreslå nye tiltag.

Det skal dog understreges, at det absolut ikke er ønsket at fortælle om alle forsøgsbehandlinger, og om alt hvad der sker i sædskifteforsøget i det hele taget.