Organic Eprints - spiren til succes
Af Ilse A. Rasmussen, Danmarks JordbrugsForskning
FØJO har etableret et åbent internet-arkiv, Organic Eprints for forskningen i økologisk jordbrug. Siden starten i efteråret er der lagt 300 artikler ind - flest fra FØJO og andre danske projekter, men også fra resten af Skandinavien, Tyskland, Holland, Schweitz og sågar en enkelt fra Australien! På længere sigt er det intentionen at arkivet skal kunne samle resultaterne fra økologisk forskning - gerne over hele verden. Der er indgået aftale med FiBL Berlin om et samarbejde om at bruge arkivet til tyske publikationer og lave et tysksproget interface. Og CUL, Sverige vil arbejde for at svenske forskere i så høj udstrækning som muligt lægger deres publikationer ind i arkivet.
Alsidigt indhold
Organic Eprints indeholder mange forskellige typer dokumenter - fra indlæg og klummer i Økologisk Jordbrug over bidrag til rapporter og B.Sc. opgaver til bogkapitler og artikler i internationale tidsskrifter. Langt de fleste af disse er umiddelbart tilgængelige ved et klik - enten som pdf-filer der kan læses med Adobe Acrobat Reader, eller som andre typer filer, typisk Word. I nogle tilfælde er selve det skriftlige indlæg suppleret med et PowerPoint-indlæg med de overheads, der er blevet vist ved en konference eller lignende. Mange af disse ville ikke kunne findes ved søgning på databaser - måske kun, hvis man gik ind på den enkelte forskers hjemmeside og fandt publikationslisten. Mange af de internationale artikler er imidlertid ikke umiddelbart tilgængelige - formentlig fordi forlagene har copyright, og forfatteren enten ikke har kunnet eller har prøvet at få tilladelse til at lægge selve artiklen ud. Hvis ikke artiklen er umiddelbart tilgængelig, kan man klikke på forfatteren, få e-mail adressen, sende en e-mail og bede om en papirkopi af artiklen. Enkelte forfattere har valgt at lægge et preprint af en artikel ud, måske allerede før den er sendt til et tidsskrift. Fordelen ved dette kan være at man kan få kommentarer af interesserede kolleger før den endelige redigering. Der er dog ingen tradition for dette i jordbrugsforskningen, og det er måske årsagen til at det er et begrænset antal pre-prints der ligger indtil videre. Søger man på pre-prints er der i øjeblikket kun 16, og de fleste af disse giver ikke mulighed for at alle kan åbne og læse artiklen. De giver imidlertid mulighed for at andre kan finde ud af at der er noget undervejs om emnet, og man kan så evt. kontakte forfatteren direkte.
Gode søgefunktioner
Organic Eprints gør det let at søge efter artikler om det, man er interesseret i. Under "Browse" kan man vælge at sortere alle indlæg efter emne, årstal eller tilknytning til land/projekt. Det sidste har især interesse for de bevilgende myndigheder, projektledere og projektmedarbejdere der vil følge publikationer fra projektet, og der er mulighed for at linke fra projekt-hjemmesiden til en aktuel publikationsoversigt. Der er også en søgefunktion, der giver en mulighed for at søge artikler på stort set alle de felter der findes, herunder naturligvis keywords, som for hver artikel er valgt af forfatteren selv. Endelig kan man få en løbende opdatering med de artikler, der er lagt ind i den forløbne uge indenfor emner man har defineret.
Organic Eprints bliver benyttet!
Det er dejligt at opleve at det man laver, kan bruges af andre - og det har således været en positiv oplevelse at blive ringet op af en, der har set et powerpointindlæg og gerne vil have lov at bruge en figur derfra! Besøgsstatistikken viser, at der er omkring 300 besøgende om dagen, og FØJO oplyser at der er godt 300 registrerede brugere fra mange forskellige lande. Det kan anbefales at undersøge hvad der egentlig ligger - f.eks. kan det måske overraske at der ligger en statistik over udviklingen i økologisk jordbrug i verden (Yussefi, M. & H.Willer (eds.) (2003): The World of Organic Agriculture: Statistics and Future Prospects 2003. IFOAM), at der er links til forskellige organisationers hjemmesider (f. eks. Institut für ökologischen Landbau (OEL), og at rapporter fra konferencer, der ind i mellem kan være lidt svære at få fat på, kan findes i deres helhed (f.eks. Ekologiskt lantbruk, Ultuna 13-15 nov. 2001, CUL).
-Brug det!
Jo flere artikler der ligger, jo mere interessant bliver arkivet at bruge - og jo flere der bruger det, jo mere interessant bliver det at lægge sine artikler ind. Denne positive spiral kan støttes ved at alle forskere i FØJO (og andre) lægger deres arbejder ind. Det er ikke så besværligt - der er en enkel klik-menu, der fører én igennem hele processen. Det mest besværlige er faktisk at have sine dokumenter klar i en relevant form. Hvis man ikke vil lægge et word-dokument ind, skal det konverteres til pdf-fil, og man skal også lige undersøge om man overskrider nogen copyright ved at lægge dokumentet ind - i så fald skal det kun være tilgængeligt for én selv og administratoren. Der ligger på Organic e-prints en oversigt over hvilke af de større internationale forlag der er indgået aftaler med. Og for danske fagblade som Økologisk Jordbrug samt f.eks. Forskningsnytt om økologisk landbruk i Norden har man ikke afgivet sin copyright, så det er altid tilladt at lægge sin egen version ud.
|