Forbrugerholdninger til biogødning kortlægges
Studium indikerer forbrugeraccept af biogødning som alternativ gødningsform i økologisk produktion.
Det økologiske landbrug har et gødningsunderskud. Samtidig skal det økologiske areal udvides. I det konventionelle landbrug kan landmænd gøre brug af komposteret husholdningsaffald, spildevandsslam og human urin, hvilket ikke er tilladt i den økologiske produktion ifølge EU’s nuværende Økologiforordning.
Men hvad ved vi om potentielle effekter på jordens økosystem ved brug af disse alternative gødningsformer? Og er de økologiske forbrugere overhovedet åbne over for brugen af biogødning?
Mikroorganismer og regnorme trives
Forsøgsmarker i Taastrup har denne sommer kunnet fejre 20 års jubilæum. Her er der i forskellige forsknings- og udviklingsprojekter udbragt human urin, spildevandsslam og komposteret husholdningsaffald. Man har tilført urin i moderate mængder og meget høje mængder af spildevandsslam og kompost. Gødningsmængderne svarer til over 100 års drift. Ved hjælp af tryktestning skal man blive klogere på, hvordan jordens økologi påvirkes, samt i hvilket tempo nedbrydningen af mikroplast foregår.
Organic RDD 5-projektet RECONCILE har kortlagt de alternative gødningskilders effekter. De foreløbige undersøgelser viser, at jordens fødenet af mikroorganismer (bakterier, svampe, protozoer og nematoder) findes i højt antal i marker med høj organisk stoftilførsel. Derudover finder forskerne, at regnorme stortrives i markerne med spildevandsslam og findes i et højt antal i parceller med husholdningsaffald.
Vidensniveau påvirker holdning til recirkulering
Ifølge projektleder, Jakob Magid fra Københavns Universitet, viser projektets undersøgelser og litteraturstudier, at der ikke er grund til bekymring med hensyn til rester af tungmetaller, medicin og mikroplast. Men hvad tænker de økologiske forbrugere? RECONCILE’s indledende undersøgelser viser, at cirka halvdelen af de økologiske forbrugere ønsker helt rene produkter uden nogen former for konventionel gødning i produktionen. Den anden halvdel af forbrugere anfører, at recirkulering er bæredygtig.
Hen mod slutningen af projektets interviewundersøgelser blev det over for respondenterne fortalt, at man inden for økologien stadig anvender konventionel svinegylle. Med disse oplysninger in mente skiftede en stor andel af de adspurgte forbrugere holdning og sagde, at recirkulering klart er at foretrække frem for brugen af konventionel svinegylle.
I samarbejde med erhvervet og projektets partnere skal RECONCILE skabe et overblik over den oparbejdede viden, som kan bruges i det videre arbejde med recirkulering og med udarbejdelse af regler for og anbefalinger til økologisk jordbrug, også på EU-plan. Guiden forventes at ligge klar i 2023.
Artiklen er også bragt i Økologi - Inspiration til Jordbruget