home    about    browse    search    latest    help 
Login | Create Account

Økologisk mælkeproduktion - økonomiske analyser

Tvedegaard, Niels (2002) Økologisk mælkeproduktion - økonomiske analyser. FOI report, no. 137. Danish Research Institute of Food Economics , Department of Farm Management and Production Systems.

[thumbnail of Rapport137_Schultz.pdf] PDF - English
681kB

Document available online at: http://www.foi.dk/Publikationer/Rapporter/rap137.pdf


Summary in the original language of the document

Økologisk mælkeproduktion udgør både som driftsgren og hvad angår omsætning langt den største del af den økologiske jordbrugsproduktion i Danmark. Afsætningen af økologisk mælk til forbrugerne har dog ikke kunnet følge med udvidelsen af produktionen, og her i 2002 afsættes således under 50 pct. af den indvejede økologiske mælke som økologisk. Mejeriselskabet Arla Foods aftager langt den største del af den økologiske mælk i Danmark. I år 2001 tog selskabet konsekvensen af den manglende afsætning og satte merprisen til producenterne ned fra 20 til 15 pct. Samtidig indførte man et koncept med 100 pct. økologisk fodring, hvilket forøgede foderomkostningen.
I de gennemførte analyser ses derfor på "den nye økonomi" i økologisk mælkeproduktion ved 100 pct. økologisk fodring sammenlignet med økonomien i konventionel mælkeproduktion. Merprisen på den økologiske mælk forudsættes at være 15 pct. De økonomiske analyser laves ud fra modelbrug ved 6 forskellige belægninger rækkende fra 0,50 DE pr. ha til 1,75 DE pr. ha. Én årsko inkl. opdræt sættes til 1,5 dyreenheder (DE). Analyserne tager således udgangspunkt i store malkekvægsracer (SDM eller RDM). De økonomiske analyseresultater kan derfor ikke umiddelbart overføres til besætninger med Jerseykøer, hvor produktionsbetingelserne er anderledes. Besætningen holdes som udgangspunkt fast på 100 årskøer inkl. opdræt. De forskellige belægningsgrader opnås som følge heraf ved at ændre det tilhørende areal fra 87 ha op til 300 ha.
Det forudsættes, at der bygges ny stald på bar mark, men investeringen er i øvrigt uafhængig af, om der er tale om konventionel eller økologisk mælkeproduktion. Ligeledes forudsættes arbejdsbehovet ved pasning af kvægholdet at være det samme. Alt markarbejde foretages til maskinstationstakster. Det betyder, at arbejdsløn, investering og afskrivning og vedligehold m.m. vedrørende markbruget ikke er blevet udspecificeret.
Mælkeydelsen forudsættes at gå ned med 1.000 kg EKM ved overgangen til økologisk drift. Ved konventionel drift forudsættes en ydelse på 8.700 kg EKM og ved økologisk drift dermed 7.700 kg EKM.
Til gennemførelse af de økonomiske analyser er udviklet modellen Ø-plan Kvæg, som er et regnearksprogram til økologiplanlægning. Ø-plan Kvæg er endnu et modul til det modelapparat, som Fødevareøkonomisk Institut gennem de sidste tre år har opbygget til konsekvensanalyser inden for økologisk jordbrug. Modellen Ø-plan er et dynamisk planlægningsprogram, der kan beregne de fremtidige økonomiske resultater under varierende forudsætninger som foderpriser, tilskud og afsætningspriser i de enkelte planlægningsår.
Økonomien belyses igennem en 6 årig periode, hvor år 1 og 2 udgør omlægningsperioden, idet det forudsættes, at bedriften omlægges efter reglerne for "samtidig omlægning". Det betyder, at mælken afsættes som økologisk 24 mdr. efter, at omlægningen blev påbegyndt i markbruget og 3 mdr. efter, at kvægholdet er overgået til økologisk fodring. I det andet omlægningsår udnyttes muligheden for at sælge omlægningsfoder (korn og bælgsæd) og i stedet indkøbe det nødvendige korn og protein til køerne som konventionelt foder.
I beregningerne forudsættes de aktuelle økologitilskud at være på 600 kr. pr. ha i grundtilskud og et omlægningstilskud på 450 kr. pr. ha i år 1 og 2. Desuden udnyttes fra år 3 (efter omlægningen af kvægholdet), at kløvergræsmarker til afgræsning og slæt kan opnå brakpræmie svarende til en maksimal andel på 21,6 pct. af arealet med reformafgrøder. For bedriften med en belægning på 0,50 DE pr. ha betyder det, at der opnås brakpræmie/hektarpræmie til alle markerne. Ved den laveste belægning medfører ordningen, at brakforpligtigelsen forsvinder helt, og at der gives hektarpræmie til kløvergræsmarkerne.
År 3 til 6 praktiseres økologisk drift, hvor den økologisk foderpris forudsættes at falde. År 3 tages udgangspunkt i foderpriser lig de aktuelle i høsten anno 2001, hvorefter alle priser falder frem til år 5. Fx falder prisen på økologisk byg fra 167 til 148 kr. pr. hkg. Fra år 5 til 6 falder kun prisen på lupin, der bruges som proteinkilde i foderplanen. Foderpriserne er fastsat som landmandspriser, ligesom der forudsættes hjemmeblanding af alt foder. Den mindste foderomkostning pr. årsko opnås ved den laveste belægning, hvor der spares ca. 1.000 kr. ved økologisk drift i forhold til den højeste belægning. Til høsten 2002 er der udsigt til betydelige prisfald på økologisk korn. Betydningen af dette omtales sidst i afsnittet.
Som økonomisk resultatmål er blevet anvendt "Rest til ledelse og risiko". Her er alle produktionsfaktorer blevet aflønnet, herunder forrentning af jorden. Dette giver mulighed for direkte at sammenligne de økonomiske resultater mellem de forskellige bedriftstyper. Da det krævede arbejdsforbrug aflønnes med en fastsat timeløn, indgår der ikke noget privatforbrug. Skat, moms og finansieringsforhold er ligeledes holdt uden for beregningerne.
Det beregnede økonomiske resultat er blevet opdelt imellem markbruget og kvægbruget ved at anvende interne overførselspriser på foderet. Overførselspriserne er fastsat ud fra fodermidlernes alternative omtrentlige salgspris ab gård. Gennem analyserne ses der et tydeligt billede af, at der ved konventionel drift er en god økonomi i malkekøerne og en dårlig økonomi i markbruget, mens det ved økologisk drift forholder sig omvendt.
Det samlede økonomiske resultat for både konventionel drift og økologisk drift er vist i tabel 1 (se side 9 i rapporten).
Resultaterne fremkommet ved en fast besætning på 100 årskøer og med et areal varierende fra 300 ha (0,50 DE pr. ha) til 87 ha (1,75 DE pr. ha). Som følge heraf kan resultaterne primært bruges til at belyse økonomien mellem konventionel drift og økologisk drift ved de respektive belægninger. Ved konventionel drift er resultatet konstant ca. 100.000 kr. Variationerne skyldes små forskydninger mht. afgrødefordeling.
Set over hele perioden viser resultaterne, at økonomien vender ved omkring 1,25 DE pr. ha (1,2 ha pr. årsko inkl. opdræt). Beregningerne viser endvidere, at billedet er omvendt i det første omlægningsår, hvor resultatet forringes ved den lave belægning. Det skyldes, at der dyrkes forholdsvist meget korn ved den lave belægning og her kan økologitilskuddene ikke kompensere for udbyttenedgangene ved overgangen til økologisk drift. Billedet vender dog allerede igen år 2, hvor det forudsættes, at der kan sælges "omlægningsfoder".
Økologiske bedrifter med høj belægning bør ud fra de gennemførte beregninger og opstillede forudsætninger skaffe sig mere jord ved tilkøb eller forpagtninger. Alternativt kan det vælges at indgå i samarbejde med økologiske planteavlere, hvorved nogle af de samme fordele kan opnås. Hvis ingen af delene er muligt, bør kvægbedrifter med belægninger over 1,25 DE pr. ha ud fra en økonomisk synsvinkel lægges tilbage til konventionel drift. Det skal dog samtidig nævnes, at denne konklusion bygger på en gennemsnitsbetragtning. I praksis vil den specifikke driftsledelse på de økologiske bedrifter kunne rykke væsentlig ved denne vurdering. I forhold til konventionel drift stiller økologisk malkekvæg højere krav til især grovfoderkvaliteten, hvorfor økonomien er meget afhængig af, om den nødvendige foderkvalitet kan fremstilles.
Endelig kan det konkluderes, at ved en merpris for mælken på 15 pct. og ved 100 pct. økologisk fodring er der stadigvæk et økonomisk incitament for konventionelle mælkeproducenter til at omlægge, når belægningen er 1,00 DE pr. ha eller derunder.
De sammenfattede konklusioner er udledt ud fra et prisniveau på økologisk korn, som er højere end det aktuelle i høsten 2002. Ved brug af de aktuelle foderpriser reduceres foderomkostningen med ca. 20 pct. i forhold til analysens "år 5". Dette forhold forbedrer økonomien på bedriften med 1,75 DE pr. ha med 138.000 kr. og forringer økonomien for bedriften med 0,5 DE pr. ha med 204.000 kr. Forskellen på bedriftens økonomiske resultat indskrænkes altså fra 650.000 kr. til 308.000 kr. Konklusionen er dog stadigvæk, at bedriften med den lave belægning har den bedste økonomi. Det må dog anses for værende meget usikkert, om prisen på økologisk korn forbliver på det lave niveau. Prisen på konventionelt korn er tilsvarende faldet med ca. 20 pct. til høsten 2002. De samtidige prisfald på økologisk og konventionelt korn ændrer derfor ikke konklusionerne ved økonomiske sammenligninger af de to produktionsformer.


Summary translation

Title: Organic milk production - economic analyses.
See the report, page 47, for a detailed English summary

EPrint Type:Report
Keywords:økologi, mælkeproduktion, økonomi, Ø-plan
Subjects: Farming Systems > Farm economics
Research affiliation: Denmark > DARCOF II (2000-2005) > III.2 (ECON-ORG) Analyses of the future development of organic farming
Deposited By: Jacobsen, Senior Researcher Brian
ID Code:400
Deposited On:03 Feb 2003
Last Modified:12 Apr 2010 07:27
Document Language:Danish/Dansk
Status:Published
Refereed:Not peer-reviewed
Additional Publishing Information:The report is located online at http://www.foi.dk -> Publikationer -> Rapporter

Repository Staff Only: item control page

Downloads

Downloads per month over past year

View more statistics