Gå til indhold

Læhegn eller blomsterstriber? Trines computer-simuleringer skal give mere biodiversitet

Computer-simuleringer skal gøre det lettere for landmænd at skabe liv for langt flere plante- og dyrearter langs markerne.

Det ligner lidt et computerspil.

Men det er det ikke.

Forsker i fødevaresystemer Trine Poulsen har sammen med sine kolleger udviklet et computer-simuleringsværktøj, som populært sagt 'ser ind i fremtiden'. 

For biodiversitet består af langt mere end at give et par honningbier nogle kønne blomster at boltre sig i. 

Forskellige landskaber, arealer og biodiversitets-tiltag tilgodeser forskellige arter - og det kan være svært at forudse, hvad der over flere år virker bedst i et bestemt område. 

- Vores simuleringer viser, at eksempelvis en vild bi trives godt i gamle læhegn med mange buske og træer, mens sanglærken har brug for store, åbne marker med frit udsyn, forklarer Trine Poulsen, der forsker i fødevaresystemer på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Derfor kan det være svært at navigere i, om man eksempelvis skal så blomsterstriber, skabe et læhegn eller lægge en hel mark brak.

  • Der findes en række forskellige tiltag, der hjælper til at øge biodiversiteten, for eksempel blomsterstriber med solsikke, honningurt og andre planter. (Foto: © Lise Soelberg, DR Nyheder)
  • Læhegn med forskellige buske og træer er gavnligt for eksempelvis en bestemt type bier. Højt græs, som står i kanten af læhegnet her, er gode gemmesteder for andre dyre- og insektarter. (Foto: © Lise Soelberg, DR Nyheder)
1 / 2

Viser fremtidsscenarier med brak eller blomster

Men det er oplagt at gøre det mere enkelt for dem, der gerne vil gøre en forskel.

For biodiversiteten har det ikke godt, og med grøn trepart står vi på tærsklen til den største omlægning af det danske landskab i 100 år for blandt andet at skabe mere natur og liv i Danmark. 

- Jeg håber, at vi kan hjælpe landmændene med at finde ud af, hvad der er det bedste tiltag, som de kan gøre på deres bedrift.

Derfor har Trine Poulsen kastet sig over computersimulerings-programmet. Det viser forskellige fremtidsscenarier, alt efter om man vælger det ene eller det andet biodiversitets-tiltag. 

Det kan vise, hvordan eksempelvis blomsterstriber eller brakmarker påvirker biller, bier, edderkopper, harer og sanglærker i et helt bestemt område. 

Områder uden liv bliver tydelige

Som i en avanceret vejrprognose bliver fem forskellige arter sluppet løs i en simuleret verden – én ad gangen. Herefter kan forskerne fastslå, hvordan de reagerer på forskellige typer af landskab og arealer, og om de kan finde føde og bygge rede.

Eksempelvis bliver det tydeligt, hvor der mangler liv:

Trine Poulsen tager her udgangspunkt i marker i Thisted-området for at finde ud, hvor et nyttedyr som løbebillen har gode - og dårlige - muligheder for at leve.

Nok står 390.000 hektar landbrugsareal til at blive omdannet til skov og natur med den grønne trepart. Men selv herefter vil landbrug og dyrkede marker fortsat udgøre halvdelen af det danske landskab, forklarer Trine Poulsen. 

- Derfor er det vigtigt, at vi også får gjort noget i det areal. Så det er vigtigt at landmændene også laver nogle små tiltag, der hvor vi også dyrker vores fødevarer. 

Landmændene får dog ikke selv simuleringsværktøjet i hænderne.

Men resultaterne fra forskningen skal munde ud i konkrete anbefalinger, som gør det nemmere og mere overskueligt for den enkelte landmand at vælge de biodiversitets-tiltag, som passer bedst til netop hans bedrift. 

Mere fra dr.dk