home    about    browse    search    latest    help 
Login | Create Account

Nyt fra de økologiske sædskifteforsøg

Askegaard, Margrethe (2001) Nyt fra de økologiske sædskifteforsøg. Økologisk Jordbrug, September 2001, 247, p. 6.

[thumbnail of A2001-2.pdf] PDF - English
56kB


Summary in the original language of the document

Nyt fra de økologiske sædskifteforsøg.
Af Margrethe Askegaard, Danmarks JordbrugsForskning, Afd. for Plantevækst og Jord
Aktiviteter i marken lige nu
På Jyndevad er alle afgrøderne høstet og på Foulum mangler kun lupinerne. På Flakkebjerg er kornafgrøderne modne og der ventes kun på tørvejr. Den sidste nedbør var godt for både udlæg, kløvergræs og roer på Flakkebjerg. Der har som forventet været store variationer mellem afgrøder og behandlinger på de enkelte lokaliteter og mellem lokaliteterne. Når korn og frø er tørret og vejet kan vi få sat tal på forskellene.
Fra misvækst til god vækst i havren
På Foulum har havren hvert år udviklet sig godt og kraftigt, især i gødede parceller. På Flakkebjerg har væksten derimod ikke været så god. I år ser det helt galt ud i havren og især i systemet med fangafgrøde hvor havren er sået i opfræsede bånd i hvidkløver. Årsagen til den ringe vækst er sandsynligvis en sen såning som følge af det våde forår, en efterfølgende lang og tør periode samt en hård konkurrence fra hvidkløveren.
Problemukrudt
Ud over kvik og tidsler som vi slås med på flere af lokaliteterne er vi også ved at få problemer med svinemælk på Foulum og Holeby, følfod på Jyndevad og agerpadderokke på Flakkebjerg. De nævnte ukrudtsarter optræder meget massivt i nogle få parceller. Vi kan dog frygte at de vil brede sig. Et problem er, at vi mangler viden om hvordan disse ukrudtsarter bedst kan rammes. En helårsbrak kunne sikkert løse en del af problemerne. En væsentlig ulempe ved en længere brakperiode er imidlertid at vi mister både en produktionsafgrøde og en masse kvælstof gennem udvaskning. Erfaringer fra læsere modtages meget gerne.
Lupinerne driller
I sædskifternes anden rotation som startede i år byttede vi ærterne ud med lupin med henblik på at undgå opformering af sædskiftebårne ærtesygdomme. Lupinerne har generelt været dårlige i konkurrencen med ukrudtet og mange af parcellerne er derfor meget beskidte. Næste år vil lupinerne blive sået på dobbelt rækkeafstand så vi kan radrense. På Jyndevad har vi i år haft kraftige angreb af gråskimmel på lupinerne. Det har medført en alt for tidlig nedvisning og modning af en i øvrigt meget flot afgrøde. Gråskimmel er en svamp som findes alle steder. Dødt plantemateriale fra affaldende kronblade og fugtigt vejr fremmer svampen. En medvirkende faktor til det hårde angreb kan være vanding.
Såtid af hvede på Foulum
For at få en kraftigere forårsvækst i vinterhveden på Foulum valgte vi sidste år at så hveden i starten af september. I første rotation lå såtiden omkring 1. oktober. Hveden udviklede sig godt efter den tidlige såning, men på grund af dårlig såsæd som gav uens og tynd fremspiring samt en fugtig jord måtte vi af hensyn til kornet droppe de tidlige ukrudtsstriglinger i forbindelse med fremspiringen. Det sker ikke ustraffet på en jord med kamille. Selv i vores systemer uden fangafgrøde hvor vi kunne radrense både efterår og forår har kamillerne udviklet sig kraftigt udfra kornrækkerne. På trods af de mange kamiller har vi valgt at bibeholde det tidlige såtidspunkt. I år har vi selv lavet såsæden, og efter kontrol for udsædsbårne sygdomme samt frarensning af små kerner håber vi at kunne opnå en tæt og ensartet fremspiring i rækkerne så kornet kan holde til en kraftig ukrudtsstrigling.


EPrint Type:Newspaper or magazine article
Subjects: Farming Systems
Research affiliation: Denmark > DARCOF II (2000-2005) > IV.1 (EXUNIT) Experimental units for research in organic farming systems
Denmark > DARCOF III (2005-2010) > CROPSYS - The effect of cropping systems on production and the environment
Denmark > CROPSYS
Deposited By: Askegaard, Margrethe
ID Code:394
Deposited On:27 Jan 2003
Last Modified:06 Jun 2022 15:58
Document Language:Danish/Dansk
Status:Published
Refereed:Not peer-reviewed

Repository Staff Only: item control page

Downloads

Downloads per month over past year

View more statistics