Alternativ kontrol af indvoldsorm hos svin

Summary in the original language of the document

De fleste almindelige indvoldsorm i danske svin er helt afhængige af værtsdyrenes nærmiljø, fordi en del af deres livscyklus skal gennemføres uden for værtsdyret. Ormene udskiller æg, som deponeres med værtens gødning i dennes omgivelser, hvor æggene dernæst udvikler sig til mere eller mindre hårdføre infektive stadier, som enten kan gensmitte værten eller smitte nye værtsdyr.
Danske svin er gennem mange år blevet koncentreret i stadig større og mere intensive besætninger. Sammen med en udbredt brug af medicinering har dette forårsaget en markant reduktion i forekomsten og intensiteten af parasitter. Den økologiske driftsform, hvor forebyggende medicinsk behandling ikke er tilladt, og hvor dyrene skal have rigelig strøelse og adgang til udendørs faciliteter, er imidlertid en tilbagevenden til mere parasitfavorable betingelser. En undersøgelse i 1990-91 af 12 danske økologiske svinebesætninger påviste således en moderat til meget høj ormebelastning sammenlignet med konventi-onelle besætninger (Roepstorff et al., 1992), mens en nyere undersøgelse af 9 økologiske besætninger i 1999 (Carstensen et al., 2002) viste, at flere besætninger her havde et mere moderat infektionsniveau. Denne forskel mellem de to undersøgelser kan muligvis skyldes bedre faciliteter og øget viden og der-med en bedre håndtering af parasitproblemet i 1999. Det skal dog bemærkes, at besætningerne i begge undersøgelser generelt var forholdsvis nyetablerede. Vi har derfor kun ringe kendskab til eventuelle langsigtede problemer, da infektionerne muligvis ikke havde nået at blive opformeret på de benyttede arealer. I begge undersøgelser blev der kun påvist få arter af indvoldsorm, nemlig spolorm (Ascaris suum, 15-30 cm lang), knudeorm (Oesophagostomum spp., ca. 1 cm), piskeorm (Trichuris suis, ca. 5 cm) og tråd-orm (Strongyloides ransomi, ca. 0,5 -1 cm) - den sidstnævnte blev kun fundet sporadisk i den første under-søgelse. Normalt resulterer infektionerne i nedsat foderudnyttelse og tilvækst, men i værste tilfælde kan for eksempel piskeorm give utrivelighed og dødsfald.
For konventionelle svineproducenter er kontrol med orm hos svin sædvanligvis synonym med orme-behandling, men dette er i strid med lovningen og de økologiske idealer, og der findes adskillige andre muligheder for at holde parasitinfektioner nede på et acceptabelt niveau i økologiske besætninger. Disse er kort præsenteret og kommenteret i tabel 1. Desværre er disse kontrolforanstaltninger kun undersøgt i relativt begrænset omfang, og det er derfor umuligt at drage klare konklusioner vedrørende de enkelte kontrolforanstaltningers potentiale, endsige give en anbefaling af et godt kontrolprogram, som kombinerer disse muligheder.