home    about    browse    search    latest    help 
Login | Create Account

Natur, miljø og ressourcer i økologisk jordbrug

Alrøe, Hugo Fjelsted and Andreasen, Claus Bo (Eds.) (1999) Natur, miljø og ressourcer i økologisk jordbrug. FØJO-rapport, no. 3. Forskningscenter for Økologisk Jordbrug .

[thumbnail of Rap_03.pdf] PDF - English
1MB


Summary in the original language of the document

I de seneste årtier har der været fokus på at reducere jordbrugets forurening med næringsstoffer og syntetiske pesticider. Tabet af specielt kvælstof til vandmiljøet har ført til omfattende iltsvind i de indre farvande samt en forringelse af kvaliteten af grundvand. Tilsvarende har anvendelsen af pesticider ført til forurening af grundvand, mistanke om skadevirkninger på mennesker og husdyr samt en generel forarming af naturindholdet i agerlandet, herunder bekymring for en række plante- og dyrearter som påvirkes direkte eller indirekte.
Bl.a. som et svar på disse problemer er økologisk jordbrug udviklet som et system, der tilstræber at minimere ressourceforbruget og miljøbelastningen gennem udnyttelse af lokale ressourcer og naturlige reguleringsmekanismer samt ved at udvise forsigtighed i omgangen med naturens mangfoldighed. I økologisk jordbrug anvendes hverken syntetisk fremstillede gødninger, pesticider eller andre vækststoffer. I stedet betragtes en god næringsstofhusholdning samt bevarelse og forbedring af jordens frugtbarhed som grundpiller i økologisk drift. Økologisk jordbrug kan derfor betragtes som et middel til miljøbeskyttelse, hvor reguleringen i høj grad bygger på konsensus om værdier og mål frem for detaljerede regler om pesticid- og gødningsanvendelse. De betragtninger og principper, som ligger til grund for økologisk jordbrug, beskrives i kapitel 1.
Der er imidlertid et stort behov for at få øget viden om, hvorledes økologisk jordbrug påvirker miljø- og naturværdier. Dette behov skal bl.a. ses i lyset af samfundets ønsker om i højere grad at kunne anvende økologisk jordbrug i forbindelse med bevarelse af miljø- og naturværdier. Endvidere er der et behov for at undersøge, hvorledes det økologiske jordbrug kan udvikles i en miljø- og naturvenlig retning, således at økologisk jordbrug i større grad får mulighed for at opfylde sin målsætning om "størst mulig hensyntagen til miljø og natur".
Eksempelvis er det en af de grundliggende målsætninger i økologisk jordbrug at holde hus med næringsstofferne og i størst muligt omfang undgå tab, men de økologiske regler giver ikke i sig selv sikkerhed mod et for stort tab af kvælstof og andre næringsstoffer. Den dyrkningspraksis, som gennemføres på den enkelte økologiske bedrift, har en meget stor indflydelse på tabet af næringsstoffer og jordens frugtbarhed.
Det er derfor vigtigt at kunne give bedre retningslinier for, hvorledes driften kan gennemføres, således at næringsstofhusholdningen optimeres. I kapitel 2 beskrives derfor en række problemstillinger på området, ligesom der foreslås en række ændringer og tiltag, som kan medvirke til en forbedret næringsstofhusholdning.
For at sikre en acceptabel næringsstofforsyning er det nødvendigt for mange økologiske bedrifts-typer at importere næringsstoffer. En del af det økologiske jordbrugs behov for næringsstoffer vil kunne opfyldes gennem en øget recirkulering af næringsstoffer i organiske affaldsprodukter fra by til land, hvilket også ville være i overensstemmelse med de økologiske idealer om brug af lokale ressourcer.
Dette fordrer dog udvikling af effektive opsamlings-, behandlings- og distributionssystemer, som sikrer, at det organiske affald kan recirkuleres uden risiko for spredning af patogene organismer og forurening med uønskede stoffer. I kapitel 3 diskuteres mulighederne for, at det økologiske jordbrug i større omfang kan bidrage til løsning af det konventionelle landbrugs og det øvrige samfunds problemer med recirkulation af næringsstoffer.
"Bevarelse af jordens naturlige frugtbarhed" er en anden grundpille i det tankesæt, som ligger bag økologisk jordbrug. Tanken er bl.a., at en sund jord giver sunde planter, der har en høj ernærings- og sundhedsmæssig værdi for mennesker og husdyr. Det viser sig her, at den økologiske landmand har en række dyrkningsmæssige muligheder for at fremme jordens kvalitet.
Jorden er også hjemsted for en række skadelige mikroorganismer, herunder svampe, som kan nedsætte landbrugsprodukternes kvalitet ved at danne mykotoksiner. Når disse svampe ikke kan reguleres med kemiske hjælpemidler bliver kendskabet til arternes livscyklus af afgørende betydning, for det er gennem dyrkningspraksis, at de gavnlige svampe skal fremmes og de skadelige begrænses. I kapitel 4 beskrives jordens biologi, og der gives forslag, der kan medvirke til at styrke jordens frugtbarhed.
Selv om begrebet "frugtbarhed" ofte forbindes med jordens evne til at ernære afgrøderne, så er det givet, at kvaliteten af jorden har en betydning, som rækker langt ud over det dyrkningsmæssige. Jordens mikrobielle aktivitet har en tæt sammenhæng med jordbundens småinsekter, mider og regnorme – og dermed også med de overjordiske insekter, dyr og fugle.
Livet i jorden er med andre ord med til at fremme dyre- og plantelivet både på marken og i den omgivende natur. Målsætningen om bevarelse af jordens frugtbarhed stemmer derfor overens med en anden grundtanke i økologisk jordbrug, nemlig at "fremme en dyrkningsmæssig praksis, som tager størst mulig hensyn til miljø og natur". I dyrkningen må den økologiske landmand således søge at tage en række hensyn, der fremmer samspillet mellem jord og natur.
Der er en stigende samfundsmæssig interesse i at beskytte og udvikle naturværdier og naturressourcer – både i særlige områder, men også i kulturlandskabet som helhed. I den forbindelse er økologisk jordbrug et alternativ, der i højere grad end konventionelt jordbrug tilgodeser de miljø- og naturværdier, som offentligheden ønsker.
Det forsigtighedsprincip og den helhedstænkning, som dyrkningsreglerne er udtryk for, medfører i mange tilfælde et mindre ressourceforbrug og en mindre negativ effekt på omgivelserne og tillader en større variation af vild flora og fauna i landskabet sammenlignet med produktionen af tilsvarende konventionelle produkter.
I kapitel 5 beskrives den økologiske dyrknings indflydelse på naturkvaliteten i og omkring de dyrkede arealer. I kapitel 6 beskrives mulighederne for at bruge økologisk jordbrug som middel til at fremme lokale miljømål i særligt følsomme landbrugsområder.


Summary translation

There is a large need for increased knowledge of how organic farming influences environment and nature. There is also a need to investigate how organic agriculture can be developed in a more environmentally and nature friendly way, so that it can fulfil its stated goals. This report reviews the characteristics and interplay of the following areas: ethics of organic farming, loss of nutrients, recirculation of nutrients from industry and cities, soil biology, nature quality, and environmentally sensitive areas.

EPrint Type:Report
Subjects: Food systems > Recycling, balancing and resource management
Soil
Research affiliation: Denmark > DARCOF I (1996-2001) > VI Synthesis of knowledge and researcher education
Deposited By: Alrøe, PhD Hugo Fjelsted
ID Code:251
Deposited On:06 Dec 2002
Last Modified:12 Apr 2010 07:27
Document Language:Danish/Dansk
Status:Published
Refereed:Not peer-reviewed

Repository Staff Only: item control page

Downloads

Downloads per month over past year

View more statistics