Manual til Kvieliv 100

Summary in the original language of the document

Når vi vurderer dyrenes velfærd, gør vi det indirekte. Dyrenes egentlige velfærd, deres velbefindende, er deres egen subjektive oplevelse af, hvordan de har det i de omgivelser, de lever i. Den ved vi dybest set ikke noget om, og vi kan ikke opfange, hvordan dyrene selv oplever deres situation! Det er derfor lidt af en tilsnigelse at tale om velfærdsvurdering, men vi vurderer, hvordan dyrenes livsbetingelser er – om vi synes, at rammerne er gode nok til, at de skulle kunne have det godt, og hvordan de reagerer på deres omgivelser og pasning. På denne måde sammenstykker vi et billede gennem systematiske iagttagelser. Hvordan reagerer dyrene på deres omgivelser i form af sygdom, tegn på smerte eller ubehag, deres opførsel, det stald- og pasningssystem som de
lever i, samt den måde menneskene varetager deres ansvar over for dem på?
Naturlighed, omsorg og kviernes reaktion Vi har ved udformningen af Kalveliv-100 og Koliv-100 lagt vægt på, at i det økologiske system skal vi dække tre vigtige aspekter af dyrenes velfærd, nemlig: Dyrenes mulighed for ’naturlighed’. Fx lys, luft, udendørs ophold, valgfrihed, social kontakt og mulighed for fri bevægelse. Menneskets omsorg og pasning, for eksempel om de overvåger dyrene godt og griber hurtigt og konsekvent ind, når det er nødvendigt og relevant. Dyrenes eget respons på det liv, de lever. Hvordan ser kvierne ud? Hvordan er deres fremtoning og hvordan reagerer de tilsyneladende på de påvirkninger, som deres daglige omgivelser giver dem? Et godt redskab til rådgivning En velfærdsvurdering vil være et meget brugbart redskab i rådgivningen, og derfor vil det være oplagt, at dyrlægen eller konsulenten laver en velfærdsvurdering.
En rådgiver ser også besætningen udefra og kan bedømme den mest objektivt. Alternativt kan landmanden også selv lave den, eller landmandens kolleger, f.eks. i en staldskole, hvor hver landmand laver en vurdering hos en af de andre i gruppen. Derimod er disse velfærdsvurderinger ikke tænkt som et redskab til økologi-godkendelse eller kontrol. Det er den for omfattende til, og man kræver mange svar fra landmanden vedrørende rutiner – og en kontrol gør sig sjældent afhængig af de oplysninger, som man kan få af den person, som man skal kontrollere. Hvis man skal rådgives eller diskutere sin besætning, vil man komme med ærlige svar. Men hvis man står, og er bange for, om økologi-godkendelsen kan ryge pga. et ærligt svar, er det spild af tid, at lave en velfærdsvurdering for så vil den hverken vise, hvad der er rigtigt, eller vise hvilke veje der kan være for forbedringer.
Velfærdsvurderingen skal kunne gennemføres på cirka halvanden time for hele kviegruppen i en besætning, og vurderingen tager udgangspunkt i at kvie-gruppen er opdelt i fire grupper. Det er der redegjort for i det følgende.